Beretning fra de 15-16 årige støttemodtagere 2008

DOF's Venner valgte i 2008 bl.a. at yde støtte til de 15-16 årige talenters deltagelse i junior-elitens efterårscenter i de syd-Schweiziske Alper efter EYOC.

Se billederne nedenfor og læs også her støttemodtagernes egen beretning fra den oplevelsesrige tur.

Unge talenter (Foto: Torben Utzon) De 15-16 årige deltagere i junior-elitens efterårscenter efter EYOC 2008:

H16:
    - Marius Thrane Ødum, OK Øst
    - Mikkel Sørensen, OK Melfar
    - Jakob Edsen, Århus 1900
    - Kasper Ankjær Dinesen, Svendborg

D16:
    - Astrid Ank Jørgensen, Horsens OK
    - Emma Klingenberg, Faaborg OK
    - Ita Klingenberg, Faaborg OK
    - Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK
EYOC Stafetguld (Foto: Torben Utzon) Allerede ved det forudgående EYOC blomstrede de 15-16 årige danske talenter.

EYOC Sprint:
    - Emma Klingenberg, Sølv i D16

EYOC Langdistance:
    - Emma Klingenberg, Guld i D16
    - Marius Thrane Ødum, Sølv i H16

Guldvindere i EYOC stafetten i D16
    - Emma Klingenberg (3. tur)
    - Stine Bagger Hagner (1. tur)
    - Astrid Ank Jørgensen (2. tur)

Vinder af EYOC Nationskonkurrence:
    - Danmark (D/H16 + D/H18)

Vores tur til Schweiz

Skrevet af U16-landsholdet

Onsdag den ottende oktober tog fire minibusser med 34 danske løbere og trænere af sted mod Ungdomseuropamesterskaberne i Schweiz. Vi var otte U16 løbere, som sammen med otte af juniorløberne skulle deltage i det officielle EYOC. De resterende ni ældste løbere, deltog i Open junior match.

Vi oplevede tre super fede konkurrencedage, hvor vi fik mulighed for at måle os med Europas bedste løbere på vores alder. Terrænerne var forholdsvis danskervenlige, hvilket betød, at vi kunne markere os på resultatlisterne. I alt trak danskerne 9 medaljer i land, hvoraf vi U16 løbere løb fire af dem hjem.

Der var en rigtig god stemning mellem alle nationerne, og på de tre dage EYOC stod på, blev der knyttet mange nye venskaber på tværs af sprog og landegrænser.

Da EYOC 2008 nåede sin afslutning efter sprinten i Solothurn om søndagen, var der ingen der havde lyst til at vende hjem fra de smukke terræner og sjove oplevelser. Og takket være DOF's venner, som gav hver af os U16 løbere et tilskud, kunne vi fortsætte sydpå sammen med Juniorlandsholdstruppen.

Det danskervenlige terræn ophørte brat, da vi drog mod Bellinzona i Sydschweiz nær den italienske grænse. Foran os lå fem dage med 10 hårde træningspas i stærkt kuperet bjergterræn. Træningerne bød på store fysisk og tekniske udfordringer, men selvom træningsprogrammet var hårdere end det plejede at være for os små, klarede alle sig igennem de fleste træninger. Hvis altså ikke benene eller maven sagde stop.

Vi boede på et stort vandrehjem, der var bygget lige op ad et gammelt borganlæg. At bo på fjerde sal var nærmest træning i sig selv for vores trætte ben. Vi regnede ud, at vi i løbet af de fem dage gik omkring 2000 trin op! Men bortset fra trapperne var alt på vandrehjemmet helt i orden. Alle tog godt imod den store flok skøre danskere, selvom vi fyldte meget i spisesalen, og erobrede en stor del af den fælles tørresnor til vores løbetøj.

Turen til mesterskabet og ikke mindst træningslejeren bagefter har været super motiverende og spændende for os U16 løbere. Vi har lært en masse af at træne sammen med Juniorløberne, og der har været en rigtig god stemning på holdet. Turen til Schweiz har været med til at bygge bro imellem aldersgrupperne inden for dansk orienteringsungdom. Det er en vigtig pointe, da disse broer hjælper med at skaber en tryg overgang fra U16- til Juniorlandsholdet.

Vi mener at U16 er et rigtig godt koncept, og vi er meget taknemlige for at DOF's venner vil støtte os i vores udvikling som eliteorienteringsløbere.